Børn mundlige legekultur- mellem gamle og nye forstillinger
Siden 1980 begyndte filosoffer og samfundsteoretiker, for alver at bryde
med de monopoler som havde bestemmt gamle forstillinger om børns kultur inden
1980. Monopolerne skellnede mellem kunst og håndværk, mellem finkultur og
populærkultur, mellem kulturformidling og marked. Mange teoretiker og
filosoffer har diskuteret om, hvilke pædagogiske midler der bedst helliger
målet og om hvordan barnet udskilles fra en voksen, som et individuum med
egenart og med særlig omsorgs og oplysningsbehov.
Inden 80erne, var der fokus på faglig kvalificering af meninger og
holdninger. Det vil sige, at børn skulle have pædagogisk hjælp til at finde vej
til deres egen kulturformer. Feks. blev kunsten tilrettelagt af pædagoger, hvor
på man også tog hensyn til børns alder, modenhed og udviklingstrin. Thomas
Ziehe siger at fra 80erne af findes der en kulturel men ikke social frisættelse
sted. I Insitutioner (børnehaver, vuggeestuer, sfoer.... osv.) styrer
tilrettelagte aktiviteter den nye barndomsbetingelse. Desuden mener han, at
børns socialisering ikke bliver styret af læreprocesser og formelle
målsætninger. Tvært imod udfolder børnene sig i deres hverdagskultur, uden at
have tilrettelagte pædagogiske aktiviteter. Fra det 20 århundrede var der
ganske få pers. som kom frem med, at børn er væsener, der på egne betingelser
er tænkende, aktive, kulturel formende og socialt handlende.
De nye medier som børnene har tilgang til, er en væsentlig del af deres
kulturliv. Det er atså ikke kun insitutioner som præger børns kuturliv, men en
kultur, hvor børn kommer til dagligt i kontakt med medierende æstetiske udtryk
og kommonikationformer. Det betyder ikke, at de nye erstatter medierformer
erstatter de mgamle, nej... de nye bliver kun tilføjet til de gamle. De nye
elektroniske medier har sørget for at legende er rykket mere til at være
inddørslegeaktiviteter. Men også der kan være forskell. Drotners mener, at
kønnet også har noget at sige i forhold til den senmoderne legekultur. All de
nye moderne medier (kunst, teater, komputer, osv.) som børene og også vi
bruger, sikkrer at vores kultur er under en bestadig udvikling. De æstetiske
medier, som børn bruger er deres forudsætning for at de kan danne deres
anerkendelse og socialitet.
Den
instrumentelle og autoteliske kultur, er kulturerformer, som vi mere eller
mindre selv kan styre og vælge, eller ikke. Den autoteliskekultur indebær, at
det er et kulturform, som vi selv kan bestemme og har inflydelse på. Den finder
for det meste sted i vores eller børnenes fritid. Feks. børn kan vælge med hvad
for nogen kamerater de vil lege sammen med. Den Instrummentelle knytter sig til
børns pædagogiske institutioner. Den indebær målsætninger, aktiviteter, som vi
eller børnene ikke selv har inflydelse på og kan bestemme. De to kulturformer
kalder Alan Azcock som metakulturer. Uddnannelslivet og arbejdslivet passer
ikke sammen med børns kulturliv. Tvært imod, kulturen i sig selv, giver børnene
redskaber til at have et godt sammvær med dets omgivelse. Kulturlivet, tjæner
børns føllelsesmæssige rigdom og at alt fåregår på æstetiske betingelser. De
kulturelle udrtyksformer, som børnene lærer af, lærer de ikke i skolen. Den
erfahring kommer fra dets omverden. Bourdieu har udarbejdet et begreb/teorie,
som passer meget fint ind. Han mener, at habitusen er formet ud af materielle
og kulturelle givenheder som en pers. gennem hans bestemmte holdninger til
kulturel baggrund og hans materielle værdiger i et social sammenværd indgår.
Habitusen sikrer den aktive og ubevidste tilstedeværelse af erfahringer,
som pers. har oplevet før i tiden for eksempel; opfattelse, tækning og
handlemønstre, som bestemmer, hvordan en pers. opfatter sin omverden/miljø og
hvilken dagligdags teorier, etiske æstetiske former/normer han repræsenterer.
