Børn mundlige legekultur- mellem gamle og nye forstillinger

Siden 1980 begyndte filosoffer og samfundsteoretiker, for alver at bryde med de monopoler som havde bestemmt gamle forstillinger om børns kultur inden 1980. Monopolerne skellnede mellem kunst og håndværk, mellem finkultur og populærkultur, mellem kulturformidling og marked. Mange teoretiker og filosoffer har diskuteret om, hvilke pædagogiske midler der bedst helliger målet og om hvordan barnet udskilles fra en voksen, som et individuum med egenart og med særlig omsorgs og oplysningsbehov.

Inden 80erne, var der fokus på faglig kvalificering af meninger og holdninger. Det vil sige, at børn skulle have pædagogisk hjælp til at finde vej til deres egen kulturformer. Feks. blev kunsten tilrettelagt af pædagoger, hvor på man også tog hensyn til børns alder, modenhed og udviklingstrin. Thomas Ziehe siger at fra 80erne af findes der en kulturel men ikke social frisættelse sted. I Insitutioner (børnehaver, vuggeestuer, sfoer.... osv.) styrer tilrettelagte aktiviteter den nye barndomsbetingelse. Desuden mener han, at børns socialisering ikke bliver styret af læreprocesser og formelle målsætninger. Tvært imod udfolder børnene sig i deres hverdagskultur, uden at have tilrettelagte pædagogiske aktiviteter. Fra det 20 århundrede var der ganske få pers. som kom frem med, at børn er væsener, der på egne betingelser er tænkende, aktive, kulturel formende og socialt handlende.

De nye medier som børnene har tilgang til, er en væsentlig del af deres kulturliv. Det er atså ikke kun insitutioner som præger børns kuturliv, men en kultur, hvor børn kommer til dagligt i kontakt med medierende æstetiske udtryk og kommonikationformer. Det betyder ikke, at de nye erstatter medierformer erstatter de mgamle, nej... de nye bliver kun tilføjet til de gamle. De nye elektroniske medier har sørget for at legende er rykket mere til at være inddørslegeaktiviteter. Men også der kan være forskell. Drotners mener, at kønnet også har noget at sige i forhold til den senmoderne legekultur. All de nye moderne medier (kunst, teater, komputer, osv.) som børene og også vi bruger, sikkrer at vores kultur er under en bestadig udvikling. De æstetiske medier, som børn bruger er deres forudsætning for at de kan danne deres anerkendelse og socialitet.

Den instrumentelle og autoteliske kultur, er kulturerformer, som vi mere eller mindre selv kan styre og vælge, eller ikke. Den autoteliskekultur indebær, at det er et kulturform, som vi selv kan bestemme og har inflydelse på. Den finder for det meste sted i vores eller børnenes fritid. Feks. børn kan vælge med hvad for nogen kamerater de vil lege sammen med. Den Instrummentelle knytter sig til børns pædagogiske institutioner. Den indebær målsætninger, aktiviteter, som vi eller børnene ikke selv har inflydelse på og kan bestemme. De to kulturformer kalder Alan Azcock som metakulturer. Uddnannelslivet og arbejdslivet passer ikke sammen med børns kulturliv. Tvært imod, kulturen i sig selv, giver børnene redskaber til at have et godt sammvær med dets omgivelse. Kulturlivet, tjæner børns føllelsesmæssige rigdom og at alt fåregår på æstetiske betingelser. De kulturelle udrtyksformer, som børnene lærer af, lærer de ikke i skolen. Den erfahring kommer fra dets omverden. Bourdieu har udarbejdet et begreb/teorie, som passer meget fint ind. Han mener, at habitusen er formet ud af materielle og kulturelle givenheder som en pers. gennem hans bestemmte holdninger til kulturel baggrund og hans materielle værdiger i et social sammenværd indgår.

Habitusen sikrer den aktive og ubevidste tilstedeværelse af erfahringer, som pers. har oplevet før i tiden for eksempel; opfattelse, tækning og handlemønstre, som bestemmer, hvordan en pers. opfatter sin omverden/miljø og hvilken dagligdags teorier, etiske æstetiske former/normer han repræsenterer.

Fra Peter pn11513