Tekst 4:Bjerregaard, Povl: Børns mundtlige legekultur

I serviceloven står der, at pædagogerne skal understytte og hjælpe børn med at de kan udvikle og ikke i det mindste beherske deres tale  og sprog, samt indsigten til at kunne forstå og anvende sproget rigtigt. Her kan pædagogerne benytte sig af forskellige former for gåder, vitser, gysefortællinger, parodi, rim og remser.

Det kræves selvfølgelig, at pædagogerne har et godt kendskab til de forskellige genrer og at de har kenskab til børnenes liv og deres fællesskaber. Oven i købet skal pædagfogerne være bevist om, at de arbejder i en slags kulturinstitution, hvor børn,

Ved at indrage drama, visuelle indtryk, foto eller video kan man vække børnenes interesse for de forskellige udtryksformer for sproget. Det gælder altså om at vække børnenes interesse for sprogkulturen og det sociale liv de befinder sig i. Nogen gange bliver pædagogerne så nød til at opfrorde eller udforde børnene, idet de feks. mener, at alle voksene er bedre til at fortælle vitighedder end børnene selv er. Tilrettelagte steder som Feks. fælles arenaer og mødesteder har børnene så et rum hvor de kan afprøve og lære deres sporg og lege.

Hvis børnene bruger og får rigtigt styret hjælp  af de forskellige ovenfor nævnte former for genrer har børnene så en bedrer muglighed for at deres sprog og sociale liv udvikler sig i den rigtige retning.

Gåder og gådevitser:

Det er spørgsmål og svare vitser. Mindre børn har svært ved at gengive denne form for vits, på grund af, at de ikke kan afkode stukturen af vitsen. Men hvis de er klar over, strukturen, kan de rigtigt godt manipulere med ordene og dets indhold.

”Alle børns” vister

Her kan børn lære meget om at improvisere og skabe nye udtryksformer. Desværre kan børn nemt overskride grænsen ved brug denne form for vits. Genren er meget magtfuld, den har meget indflydelse på andre pers. som hurtigt kunne sørge for at andre børn har det dårligt eller sjovt. Men alligevel kan ting her ofte formuleres passende og humoristisk, som man egentlig opfatter som taburisernde. Den er ofte medie præget.

Parodi:

Det er en form for komisk efterligning af en forfatters stil, holdning, ordbrug eller tonefald. Hvis man bruger denne form for genrer, vil man gøre grin med noget. Det vil sige, at parodier retter sig efter bestemmte pers eller episoder.

Rim og remser:

Denne form har en stor historisk baggrund, ofte bliver den overleveres fra de voksene til børnenen, men ikke mindre bliver overleveret genren fra børnene selv tilm andre sociale kontakter.

Rimer er meget præget af feks. bogstaverim eller enderim. Den mundlige form for rimerne, er ofte rytmisk og plasticeret i passende bestemte situationer.

Her nogle rim/remser:

Lotte gik, Lotte gik
op og ned ad gaden.
mens hun gik,
mens hun gik,
fik hun ondt i maven.

Hvem er det der banker
Det er Peter Anker!
Hvem er det der lukker op?
Det er Peter Sukkertop
Hvem er det, der kommer ind?
Det er Peter Slikkepind.

Peter Mathisen
red på grisen
over isen
med avisen
Først gik isen
så gik grisen
og så gik lille Peter Mathisen

Slikke Rikke, Slikke Rikke
hun skal altid tigge.
Må jeg få?
Må jeg få?
Slikke Rikke - du må gå.

Her er nogle eksempler på gåder og gådevitser:

-      Hvad er det der er 10 meter langt og lugter af urin? 
svar: Kædedans på plejehjemmet!

-       Hvad er det der er 15 cm lang og har nødder og gør kvinder tykke? svar: snickers

-       Hvilket navn på 7 bogstaver bruger kun 3 bogstaver? 
SVAR:Barbara!

Børns mundlige legekultur/ Børns vitser

De børnevitser som jeg har skreven ned er sammelt sammen af en aktivitet som jeg gennemførte med nogle Sfo børn:  Børnene er i alder mellem 6 og 11 år.

Her lige en kort beskrivelse af aktiviteten.

Aktiviteten opstod tilfældigt. Børnene fortalte hinanden nogle vister. Så kom jeg og greb chancen. Jeg spurgte dem om de ikke havde lyst til at lave en slags konkurence. Det var de indforstået med og gik også med det samme i gang med at danne grupper. Børnene bestemme selv hvem der skulle være dommer eller Jury. Min opgave var altså at hjælpe dem idet jeg stillte informationer til rådighed(internet, bøger... eller ligende). Børnene fandt selv ud af vilken vitser de ville tage.

Det hele tog ca. 1,5 dage. Næste dag så, blev vittighedderne og vitserne frembragt af grupperne. Dommerne havde lavet skilte med numre på som gik fra 1-10. Hvor 10 var det bedste. Der fandtes ikke nogen premie. Børnene havde rigtigt sjovt med det. Og jeg måtte også grine meget.

Her har skreven nogle af de sjoveste vittighedder eller vister ned:

Ben spørger hans lœrer:”Kan man egentlig få en straf, hvis man ikke har gjort noget?”

Læren svar:”Nej,... det kan man ikke”

Ben svarer:”Super”, jeg har nemelig ikke lavet lektierne!”

Tina spørger:”Hvorfor kaldes hvores sprog  for modersmål?”

Mor svarer:” det er fordi, far når aldrig at sige et ord!”

Morens lille Søn kigger på den nye pelzfrakke og spørger moren:

Søn: Mor.. hvorfor skulle det dyr dø?

Mor: Pas på hvad du siger omkring din far!”

” Far, far, wo ligger Afrika?”

”Det hved jeg ikke mor har ikke ryddet op!”

Datteren: ” Mor hvorlænge har du været gift med far?

Moren: ”Vi har været gift i 10 år!”

Datteren: ”Og hvorlænge skal du være det fra nu af?”

”Hvorfor kaster du med sten efter den dreng?”

”Jeg må ikke gå tættere på fordi han er smittende!”

”Hvis du altid er uartig, Stine, får du børn som også bliver uartige børn!”

”Åh... mor nur har du afsløret dig selv!”

Vitserne er som jeg har dokumenteret, er ikke egnet til børn i børnehave alderen. Det er de ikke fordi vitserne indeholder ofte sakastiske bemærkninger som børnehavebørn ikke forstår inu og selv nogle af 1-2 kl. børn forstod ikke alle af de vitser som blev fortalt og frembragt.

Funktionen med med  opfordring eller bedre sagt idee var at vi har mange problemer. Ii min sfo er der en stor aldersforskellen mellem børnene og denne aldersforskell resulterede så til at mange af de mindre børn som for eksempel 1-2 klasse ikke kunne lege med de store selv om de gerne ville have været med, kunne de ikke fordi de ikke måtte, eller fordi, de simpelthen var ikke store nok til at lege de lege. Det er derfor jeg synes at det kunne svejse dem sammen lidt mere, hvis jeg gav dem et lille skub i en anden retning og vise dem med min idee, at man godt kan lege sammen eller lave aktiviteter sammen uden at fokusere på aldersmæssige forskel.

Hvis jeg tar et lille resume af denne aktivitet, må jeg ærlig indrømme, at børnene har hvistnok opbygget et tættere relation til hinanden  og har også oven i købet fået et akzeptance overforhinanden, men ikke så stor som jeg havde ønsket mig det. Men jeg må da sige, det er i hvertfald noget man kan bygge på.