Tekst 4:Bjerregaard, Povl: Børns mundtlige legekultur

I serviceloven står der, at pædagogerne skal understytte og hjælpe børn med at de kan udvikle og ikke i det mindste beherske deres tale  og sprog, samt indsigten til at kunne forstå og anvende sproget rigtigt. Her kan pædagogerne benytte sig af forskellige former for gåder, vitser, gysefortællinger, parodi, rim og remser.

Det kræves selvfølgelig, at pædagogerne har et godt kendskab til de forskellige genrer og at de har kenskab til børnenes liv og deres fællesskaber. Oven i købet skal pædagfogerne være bevist om, at de arbejder i en slags kulturinstitution, hvor børn,

Ved at indrage drama, visuelle indtryk, foto eller video kan man vække børnenes interesse for de forskellige udtryksformer for sproget. Det gælder altså om at vække børnenes interesse for sprogkulturen og det sociale liv de befinder sig i. Nogen gange bliver pædagogerne så nød til at opfrorde eller udforde børnene, idet de feks. mener, at alle voksene er bedre til at fortælle vitighedder end børnene selv er. Tilrettelagte steder som Feks. fælles arenaer og mødesteder har børnene så et rum hvor de kan afprøve og lære deres sporg og lege.

Hvis børnene bruger og får rigtigt styret hjælp  af de forskellige ovenfor nævnte former for genrer har børnene så en bedrer muglighed for at deres sprog og sociale liv udvikler sig i den rigtige retning.

Gåder og gådevitser:

Det er spørgsmål og svare vitser. Mindre børn har svært ved at gengive denne form for vits, på grund af, at de ikke kan afkode stukturen af vitsen. Men hvis de er klar over, strukturen, kan de rigtigt godt manipulere med ordene og dets indhold.

”Alle børns” vister

Her kan børn lære meget om at improvisere og skabe nye udtryksformer. Desværre kan børn nemt overskride grænsen ved brug denne form for vits. Genren er meget magtfuld, den har meget indflydelse på andre pers. som hurtigt kunne sørge for at andre børn har det dårligt eller sjovt. Men alligevel kan ting her ofte formuleres passende og humoristisk, som man egentlig opfatter som taburisernde. Den er ofte medie præget.

Parodi:

Det er en form for komisk efterligning af en forfatters stil, holdning, ordbrug eller tonefald. Hvis man bruger denne form for genrer, vil man gøre grin med noget. Det vil sige, at parodier retter sig efter bestemmte pers eller episoder.

Rim og remser:

Denne form har en stor historisk baggrund, ofte bliver den overleveres fra de voksene til børnenen, men ikke mindre bliver overleveret genren fra børnene selv tilm andre sociale kontakter.

Rimer er meget præget af feks. bogstaverim eller enderim. Den mundlige form for rimerne, er ofte rytmisk og plasticeret i passende bestemte situationer.

Her nogle rim/remser:

Lotte gik, Lotte gik
op og ned ad gaden.
mens hun gik,
mens hun gik,
fik hun ondt i maven.

Hvem er det der banker
Det er Peter Anker!
Hvem er det der lukker op?
Det er Peter Sukkertop
Hvem er det, der kommer ind?
Det er Peter Slikkepind.

Peter Mathisen
red på grisen
over isen
med avisen
Først gik isen
så gik grisen
og så gik lille Peter Mathisen

Slikke Rikke, Slikke Rikke
hun skal altid tigge.
Må jeg få?
Må jeg få?
Slikke Rikke - du må gå.

Her er nogle eksempler på gåder og gådevitser:

-      Hvad er det der er 10 meter langt og lugter af urin? 
svar: Kædedans på plejehjemmet!

-       Hvad er det der er 15 cm lang og har nødder og gør kvinder tykke? svar: snickers

-       Hvilket navn på 7 bogstaver bruger kun 3 bogstaver? 
SVAR:Barbara!

Børns mundlige legekultur/ Børns vitser

De børnevitser som jeg har skreven ned er sammelt sammen af en aktivitet som jeg gennemførte med nogle Sfo børn:  Børnene er i alder mellem 6 og 11 år.

Her lige en kort beskrivelse af aktiviteten.

Aktiviteten opstod tilfældigt. Børnene fortalte hinanden nogle vister. Så kom jeg og greb chancen. Jeg spurgte dem om de ikke havde lyst til at lave en slags konkurence. Det var de indforstået med og gik også med det samme i gang med at danne grupper. Børnene bestemme selv hvem der skulle være dommer eller Jury. Min opgave var altså at hjælpe dem idet jeg stillte informationer til rådighed(internet, bøger... eller ligende). Børnene fandt selv ud af vilken vitser de ville tage.

Det hele tog ca. 1,5 dage. Næste dag så, blev vittighedderne og vitserne frembragt af grupperne. Dommerne havde lavet skilte med numre på som gik fra 1-10. Hvor 10 var det bedste. Der fandtes ikke nogen premie. Børnene havde rigtigt sjovt med det. Og jeg måtte også grine meget.

Her har skreven nogle af de sjoveste vittighedder eller vister ned:

Ben spørger hans lœrer:”Kan man egentlig få en straf, hvis man ikke har gjort noget?”

Læren svar:”Nej,... det kan man ikke”

Ben svarer:”Super”, jeg har nemelig ikke lavet lektierne!”

Tina spørger:”Hvorfor kaldes hvores sprog  for modersmål?”

Mor svarer:” det er fordi, far når aldrig at sige et ord!”

Morens lille Søn kigger på den nye pelzfrakke og spørger moren:

Søn: Mor.. hvorfor skulle det dyr dø?

Mor: Pas på hvad du siger omkring din far!”

” Far, far, wo ligger Afrika?”

”Det hved jeg ikke mor har ikke ryddet op!”

Datteren: ” Mor hvorlænge har du været gift med far?

Moren: ”Vi har været gift i 10 år!”

Datteren: ”Og hvorlænge skal du være det fra nu af?”

”Hvorfor kaster du med sten efter den dreng?”

”Jeg må ikke gå tættere på fordi han er smittende!”

”Hvis du altid er uartig, Stine, får du børn som også bliver uartige børn!”

”Åh... mor nur har du afsløret dig selv!”

Vitserne er som jeg har dokumenteret, er ikke egnet til børn i børnehave alderen. Det er de ikke fordi vitserne indeholder ofte sakastiske bemærkninger som børnehavebørn ikke forstår inu og selv nogle af 1-2 kl. børn forstod ikke alle af de vitser som blev fortalt og frembragt.

Funktionen med med  opfordring eller bedre sagt idee var at vi har mange problemer. Ii min sfo er der en stor aldersforskellen mellem børnene og denne aldersforskell resulterede så til at mange af de mindre børn som for eksempel 1-2 klasse ikke kunne lege med de store selv om de gerne ville have været med, kunne de ikke fordi de ikke måtte, eller fordi, de simpelthen var ikke store nok til at lege de lege. Det er derfor jeg synes at det kunne svejse dem sammen lidt mere, hvis jeg gav dem et lille skub i en anden retning og vise dem med min idee, at man godt kan lege sammen eller lave aktiviteter sammen uden at fokusere på aldersmæssige forskel.

Hvis jeg tar et lille resume af denne aktivitet, må jeg ærlig indrømme, at børnene har hvistnok opbygget et tættere relation til hinanden  og har også oven i købet fået et akzeptance overforhinanden, men ikke så stor som jeg havde ønsket mig det. Men jeg må da sige, det er i hvertfald noget man kan bygge på.

Børn mundlige legekultur- mellem gamle og nye forstillinger

Siden 1980 begyndte filosoffer og samfundsteoretiker, for alver at bryde med de monopoler som havde bestemmt gamle forstillinger om børns kultur inden 1980. Monopolerne skellnede mellem kunst og håndværk, mellem finkultur og populærkultur, mellem kulturformidling og marked. Mange teoretiker og filosoffer har diskuteret om, hvilke pædagogiske midler der bedst helliger målet og om hvordan barnet udskilles fra en voksen, som et individuum med egenart og med særlig omsorgs og oplysningsbehov.

Inden 80erne, var der fokus på faglig kvalificering af meninger og holdninger. Det vil sige, at børn skulle have pædagogisk hjælp til at finde vej til deres egen kulturformer. Feks. blev kunsten tilrettelagt af pædagoger, hvor på man også tog hensyn til børns alder, modenhed og udviklingstrin. Thomas Ziehe siger at fra 80erne af findes der en kulturel men ikke social frisættelse sted. I Insitutioner (børnehaver, vuggeestuer, sfoer.... osv.) styrer tilrettelagte aktiviteter den nye barndomsbetingelse. Desuden mener han, at børns socialisering ikke bliver styret af læreprocesser og formelle målsætninger. Tvært imod udfolder børnene sig i deres hverdagskultur, uden at have tilrettelagte pædagogiske aktiviteter. Fra det 20 århundrede var der ganske få pers. som kom frem med, at børn er væsener, der på egne betingelser er tænkende, aktive, kulturel formende og socialt handlende.

De nye medier som børnene har tilgang til, er en væsentlig del af deres kulturliv. Det er atså ikke kun insitutioner som præger børns kuturliv, men en kultur, hvor børn kommer til dagligt i kontakt med medierende æstetiske udtryk og kommonikationformer. Det betyder ikke, at de nye erstatter medierformer erstatter de mgamle, nej... de nye bliver kun tilføjet til de gamle. De nye elektroniske medier har sørget for at legende er rykket mere til at være inddørslegeaktiviteter. Men også der kan være forskell. Drotners mener, at kønnet også har noget at sige i forhold til den senmoderne legekultur. All de nye moderne medier (kunst, teater, komputer, osv.) som børene og også vi bruger, sikkrer at vores kultur er under en bestadig udvikling. De æstetiske medier, som børn bruger er deres forudsætning for at de kan danne deres anerkendelse og socialitet.

Den instrumentelle og autoteliske kultur, er kulturerformer, som vi mere eller mindre selv kan styre og vælge, eller ikke. Den autoteliskekultur indebær, at det er et kulturform, som vi selv kan bestemme og har inflydelse på. Den finder for det meste sted i vores eller børnenes fritid. Feks. børn kan vælge med hvad for nogen kamerater de vil lege sammen med. Den Instrummentelle knytter sig til børns pædagogiske institutioner. Den indebær målsætninger, aktiviteter, som vi eller børnene ikke selv har inflydelse på og kan bestemme. De to kulturformer kalder Alan Azcock som metakulturer. Uddnannelslivet og arbejdslivet passer ikke sammen med børns kulturliv. Tvært imod, kulturen i sig selv, giver børnene redskaber til at have et godt sammvær med dets omgivelse. Kulturlivet, tjæner børns føllelsesmæssige rigdom og at alt fåregår på æstetiske betingelser. De kulturelle udrtyksformer, som børnene lærer af, lærer de ikke i skolen. Den erfahring kommer fra dets omverden. Bourdieu har udarbejdet et begreb/teorie, som passer meget fint ind. Han mener, at habitusen er formet ud af materielle og kulturelle givenheder som en pers. gennem hans bestemmte holdninger til kulturel baggrund og hans materielle værdiger i et social sammenværd indgår.

Habitusen sikrer den aktive og ubevidste tilstedeværelse af erfahringer, som pers. har oplevet før i tiden for eksempel; opfattelse, tækning og handlemønstre, som bestemmer, hvordan en pers. opfatter sin omverden/miljø og hvilken dagligdags teorier, etiske æstetiske former/normer han repræsenterer.

Fra Peter pn11513

Beht Juncker’s

Gakkede gangarter, vilde vitser og ralende råb

Inden jeg går i gang med at reflektere over Beth Juncker’s text vil jeg gerne sige at jeg har arbejdet i flere institutioner (Børnehaver, sfo’er, osv...) Men speciell i børnehaver synes jeg , at aktiviteterne bliver ofte for børnene tilretelagt så børnehavebørn ikke har mange mugliheder for at styre aktiviteterne. Jeg kan godt indse, hvorfor det er sådan. Hvis børnene måtte bestemme over aktiviteterne, så ville det hurtigt blive til et stor kaos og de ville ikke opnå de kompetancer som de skal have inden de kommer i skole. Jeg snyes at især i børnehaver, bliver børnene ofte pushet derehen hvor man bare vil opnå at få børnene (alder:3-6 år) så hvidt at de kan gå i skole.

I Beth Junkers text, tar han udgangspunkten i loven om de pædagogiske læreplaner, som alle dagtilbudsinstitutioner (børnehaver, sfo’er....) skal have. I følge loven skal institutionerne give børn rum for leg, læring og udvikling. I loven står der at institutionerne skal udarbejde planer som fastholder havd for nogen konkrete mål for læring, aktiviteter og metoder som bliver anvend i institutionerne.

Læring og udvikling har for de voksene den størtse proritet, men derimod har legen den største prioritet for børn. Børns største interesse ligger ved det kulturelle, for eksempel ”legen”. De fleste voksene holder mere af læring og udvikling, altså de faglige kopetancer. Det vil sige f.eks. at lære at læse, skrive og regne. I følge Beth Juncker’s er der ingen forskel mellem børnenes kultur og rum for læring og udvikling.

Kultur for børn, kultur med børn, og kultur af børn. De tre K’er er grundlaget for børnenes kulturbegreb.

- Kultur for børn er f.eks. børnetv eller børneradio. Altså ting som voksene har produceret for børn.

- Kultur med børn kan f.eks. være en tur til en skov med børn sammen med voksene person/er

- Kultur af børn, er kultur som børn selv producerer. F.esk. gennem en leg eller teaterstykke som de selv styrer.

De to første er de felter som dejer sig om at den henvender sig til børnene. De er produceret af voksene.

Kultur af børn, er en kultur som børnene så selv bestemmer og styrer. Der findes ikke nogen målestok eller lov for denne kultur. Der findes heller ikke nogen fast lov omkring dette felt.

I børnenes kulturbegreb spiller pædagogen en stor rolle, pædagogen skulle kende medierne, natur og kunst osv.. , fordi pædagoen/erne, skal vise børnene hvordan de kan bruge de forskellige medier som findes så børnene kan viderudvikle deres kompetencer. Børnekultur forstår jeg på den måde at børnene tilegner sig gennem leg, musik, teater osv... deres sociale og faglige kompetancer.

pn11513